Sådan foregår en behandling

Vi begynder altid med en kort og nærværende samtale om, hvordan du har det, hvad du mærker i kroppen, og hvad der fylder hos dig lige nu. Samtalen giver mig mulighed for at møde dig dér, hvor du er, og tilpasse behandlingen til netop dine behov.

Herefter foregår behandlingen på briksen. Som udgangspunkt ligger du i undertøj under et tæppe, men det vigtigste er, at du føler dig tryg. Derfor er du også velkommen til at beholde behageligt, løstsiddende tøj på, som du kan slappe af og bevæge dig i.

Under behandlingen arbejder jeg både oven på tæppet og direkte på kroppen. Jeg anvender blandt andet pulserende bevægelser, dybe tryk, akupressur, zonepunkter, stræk, fascia- og bindevævsteknikker samt blid og nærværende berøring.

Gennem åndedrættet guider jeg dig stille og roligt ned i kroppen, så du får mulighed for at mærke dig selv og skabe kontakt til det, der sker indeni. Jeg taler med dig undervejs og følger løbende din krops signaler, så vi sammen kan skabe et trygt og sikkert rum, hvor du ikke skal præstere eller gøre noget bestemt – men blot være, præcis som du er.

Behandlingen tilpasses altid dig og det, du kommer med. Nogle gange har kroppen brug for dybde og bevægelse, andre gange for ro, blidhed og plads.

Herunder kan du læse mere om de forskellige metoder og teknikker, jeg anvender i mine behandlinger.

Behandlinger

Hvis der er noget du er i tvivl om, er du altid velkommen til at kontakte mig på mail eller sms

Kropsterapi

Kroppen husker.
Den husker det, vi har været igennem, det vi har holdt tilbage, og de perioder i livet, hvor vi har været nødt til at være stærke.

- En behandling med plads til dig:
Jeg arbejder ikke efter en fast behandlingsplan. Din krop er unik, og det samme er det, du kommer med.
Derfor tilpasses behandlingen til dig og det, din krop fortæller den dag.
Nogle gange har kroppen brug for dybde og forløsning. Andre gange har den brug for ro, blidhed og bare at blive mødt.

Kropsterapi er et sted, hvor du ikke skal præstere eller være noget bestemt, men et sted, hvor du kan lande i kroppen, mærke dig selv og give plads til det, der har brug for at blive set, mærket eller sluppet.

Når vi begynder at lytte til kroppen, kan noget i os begynde at falde til ro.

Kropsterapi er en helhedsorienteret behandling, hvor vi arbejder med hele dig – kroppen, nervesystemet, følelserne og de mønstre, du bærer med dig.

Gennem en kombination af forskellige teknikker og tilgange arbejder jeg blandt andet med nervesystemet, fascia og bindevæv, meridiansystemet, 5-element teorien og karakterstrukturen.

- Fascia release & bindevævsmassage:
Fascia – kroppens bindevæv – omslutter og forbinder muskler, organer og strukturer i hele kroppen. Når vi oplever stress, belastning eller fysiske og følelsesmæssige påvirkninger, kan vævet føles mere spændt og mindre eftergivende.
Der arbejdes nænsomt og samtidig dybt med kroppens væv. Behandlingen kan give en oplevelse af mere plads, frihed og bevægelighed i kroppen.

Det er en måde at komme under de mere overfladiske spændinger og møde kroppen dér, hvor den har brug for opmærksomhed.

- Nervesystemet:
Et centralt fokus i kropsterapien er nervesystemet.

Når kroppen gennem længere tid har været i alarmberedskab, kan det være svært bare at tænke sig til ro. Derfor arbejder vi med kroppen som en vej til at skabe større kontakt, nærvær og regulering.

Gennem berøring, åndedræt, bevægelse og forskellige kropsterapeutiske teknikker inviteres nervesystemet til at finde en større følelse af tryghed og balance.

- Meridianer & 5-element teorien:
Jeg arbejder også med inspiration fra meridiansystemet og 5-element teorien, som stammer fra traditionel kinesisk medicin.

Meridianerne beskrives som kroppens energibaner, og 5-element teorien – Træ, Ild, Jord, Metal og Vand – kan bruges som et perspektiv på kroppens og menneskets forskellige kvaliteter og balancer.

Det giver mulighed for at se kroppen fra flere vinkler og være nysgerrig på, hvad der ligger bag det, du mærker.

- Karakterstruktur:
Kroppen fortæller ofte mere, end ord gør.

Vores livserfaringer, relationer og måder at beskytte os selv på kan over tid sætte sig som bestemte spændings- og bevægelsesmønstre i kroppen.

Gennem arbejdet med karakterstrukturen kan vi blive mere bevidste om disse mønstre og undersøge, hvordan de kommer til udtryk i kroppen.

Det handler ikke om at finde noget, der er forkert – men om at skabe en større forståelse af dig selv og de strategier, din krop har udviklet for at støtte dig igennem livet.
Book din tid her

Indre Barn- og Traumeterapi

Måske mærker du, at der er noget i dig, som længes efter at blive forstået.
Nogle oplevelser sætter sig dybere i os, end vi måske selv er klar over.
Det kan være oplevelser fra barndommen, relationer, svigt, utryghed eller andre situationer, hvor du har været overvældet eller ikke har haft mulighed for at passe på dig selv.

Det kan senere vise sig som uro i kroppen, angst, stress, lavt selvværd, udfordringer med grænser eller relationer – eller som mønstre, du bliver ved med at gentage, selvom du egentlig ønsker noget andet.

I Indre Barn- og Traumeterapi arbejder vi nænsomt med det, der ligger bag dine reaktioner og mønstre.

Jeg tror på, at vi alle har dele af os, som på et tidspunkt har haft brug for at beskytte os. De reaktioner har måske været nødvendige engang, men de behøver ikke at styre dig resten af livet.

Hos mig behøver du ikke præstere eller have orden i det hele. Du må komme med det, der fylder – også det, du måske har svært ved at sætte ord på.
Vi tager udgangspunkt i dig og det, du mærker lige nu. Under behandlingen guides du nænsomt og respektfuldt, og vi arbejder altid i det tempo, der føles trygt for dig.

Krop og sind hænger sammen. Derfor kan vi også bruge kroppens signaler som en vej til at forstå os selv bedre. Når vi begynder at lytte til kroppen frem for at kæmpe imod den, kan der opstå en større følelse af ro, selvforståelse og kontakt med dig selv.

Mit ønske med terapien er ikke at lave dig om, eller at du skal slippe noget af dig selv.
Det handler om at hjælpe dig med at få en større bevidsthed om, hvorfor du reagerer som du gør? Er det et gammelt møsnter? Er det hensigtsmæssigt for dig eller er der en anden vej ?
Den nye opdagelse og bevidsthed kan hjælpe dig med at finde hjem til dig selv – med mere omsorg, mere ro og større frihed til at kunne stå med dig selv, og være den du er.

Du er ikke forkert. Der kan være en grund til, at du reagerer, som du gør.
Og måske er det tid til at møde den del af dig selv med lidt mere kærlighed og forståelse.
Book din tid her

Breathwork

Vores åndedræt er tæt forbundet med både krop og sind.
Når vi er pressede, stressede eller har været igennem perioder med belastning, kan vores vejrtrækning ændre sig og blive mere overfladisk eller anspændt.

I en Breathwork-session arbejder vi bevidst med åndedrættet for at skabe mere ro, nærvær og kontakt til kroppen.
Gennem forskellige åndedrætsteknikker og guidning får du mulighed for at slippe spændinger, sænke tempoet og mærke dig selv på en ny måde.

Breathwork og åndedrætsteknikker kan blandt andet være en støtte til dig, der oplever:
• uro og tankemylder
• stress og indre spænding
• spændinger i kroppen
• overfladisk eller anspændt vejrtrækning
• behov for mere ro og balance
• at have svært ved at mærke dig selv og dine behov
• et ønske om at skabe bedre kontakt mellem krop og sind

En session foregår i et trygt og roligt rum, hvor du bliver guidet gennem hele forløbet.
Du behøver ikke at have erfaring med
Breathwork – du skal blot være nysgerrig på dit åndedræt og på, hvad der sker, når du giver dig selv tid og plads til at mærke efter.

Breathwork-sessionen kan stå alene eller enkelte åndedrætsteknikker kan kombineres med andre af mine behandlinger, hvor vi sammen finder den tilgang, der passer bedst til dig og det, du kommer med.

Du behøver ikke altid gøre mere.
Nogle gange handler det om at stoppe op, trække vejret og mærke dig selv.
Book din tid her

Cupping Terapi – en dybdegående behandling, der inviterer kroppen til at give slip.

Cupping er en sanselig og dybdegående behandlingsform, hvor vakuumkopper nænsomt eller mere intensivt løfter huden og det underliggende væv.
Behandlingen kan opleves som en helt særlig form for forløsning, hvor spændte områder får mulighed for at slippe, og kroppen får ro til at finde tilbage til en mere afslappet tilstand.

Cupping kan blandt andet være med til at:
• løsne spændinger og stramt muskelvæv
• stimulere blodcirkulationen i det behandlede område
• skabe en følelse af øget bevægelighed og lethed
• understøtte kroppens naturlige restitution
• afspænde kroppen og give en dyb følelse af ro
• sætte fokus på områder, hvor kroppen føles fastlåst eller spændt

Jeg tilpasser altid cupping til dig, din krop og det, du kommer med. Kopperne kan placeres på bestemte områder (10-20 min.) eller bevæges hen over kroppen, afhængigt af hvad der føles relevant for behandlingen.

Cupping kombineres hos mig altid med kropsterapi, hvor jeg arbejder mere helhedsorienteret med kroppens spændinger og de signaler, den giver.

Efter behandlingen kan der forekomme røde eller lilla mærker på huden. Mærkerne er en naturlig reaktion på vakuummet og falmer gradvist igen efter 7-14 dage.

Cupping handler ikke om at presse kroppen – men om at skabe plads til, at den kan give slip.
Book din tid her

NADA Akupunktur - ro, balance og nærvær - en stille vej tilbage til dig selv.

Nogle gange har kroppen ikke brug for mere.
Den har brug for mindre.
Mindre støj.
Mindre tempo. Mindre krav.

NADA er en nænsom øreakupunktur, hvor fem små nåle placeres i hvert øre. I et roligt og trygt rum får du mulighed for at sænke tempoet, slippe dagens mange indtryk og vende opmærksomheden indad.

NADA anvendes som en støttende metode til at skabe mere ro og balance i krop og nervesystem og kan være særlig fin i perioder præget af stress, indre uro, tankemylder eller følelsesmæssig belastning.

Behandlingen inviterer dig til at være i et stille rum uden præstation. Du skal ikke gøre noget. Du skal blot være.

Nålene sidder typisk i 45 minutter, mens du får lov til at synke ned i roen og mærke, hvad der sker, når kroppen får plads.
En pause fra verden.

Et åndehul.
Et øjeblik kun til dig.

NADA kan stå alene som en rolig og nærværende behandling, men hos mig kombineres den med mine kropsterapeutiske behandlinger.

Ro er ikke noget, du skal finde.

Nogle gange skal du blot skabe plads til, at den kan mærkes.
Book din tid her

Gravidmassage - omsorg for dig og din krop

Graviditeten er en helt særlig tid, hvor kroppen gennemgår store forandringer. Det kan mærkes både fysisk og mentalt, og derfor kan det være rart at give kroppen lidt ekstra omsorg og opmærksomhed.

Graviditetsmassage er en blid og nænsom massage, der er tilpasset din gravide krop. Fokus er at skabe ro, velvære og afspænding samt give dig en stund, hvor du kan slippe hverdagens tempo og bare være.

Massagen kan blandt andet være en hjælp til at løsne spændinger og ømhed i musklerne og give en behagelig følelse af afslapning i kroppen.
Der tages særligt hensyn til de områder, som kan være belastede under graviditeten – eksempelvis ryg, lænd, skuldre, nakke, ben og fødder.

Under behandlingen finder vi sammen den stilling og støtte, der føles bedst og mest behagelig for dig og din mave.

Graviditetsmassage handler først og fremmest om dig – om at skabe et trygt rum, hvor du kan lande i kroppen, få ro på og nyde en stund med nærvær og omsorg.

Har du gener eller særlige forhold i forbindelse med din graviditet, tager vi altid udgangspunkt i din situation.
Er du i tvivl om, hvorvidt gravidmassage er relevant for dig, anbefaler jeg, at du taler med din jordemoder eller læge.

OBS: Du skal min. være 12 uger henne i graviditeten.
Book din tid her

Afbudspolitik

Ved afbud under 24 timer før en behandling eller udeblivelse, opkræves der et udeblivelsesgebyr på 450,- kr. 
Tak for din forståelse og respekt for både din og min tid.

Afbuddet er set og bekræftet, når du har modtaget svar fra mig på sms, mail eller via bookingsystemet.